Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker

SPPD logo til udskrifter.

Hvem er vi?

Stemningsbillede

Privathospitalerne står klar til at hjælpe de psykisk syge

Imens hundredevis af børn og voksne psykisk syge står på venteliste, har de godkendte private psykiatriske klinikker samtidig masser af ledig kapacitet, og nye tal fra regionerne viser, at henvisningerne til private behandlere i 2011 faldt med 81%. Det er hul i hovedet, mener BPK, for brancheforeningens medlemmer står klar til at tage flere patienter – allerede inden for de næste uger.

Nedenstående artikel om sagen blev bragt i Jyllandsposten d. 11. februar 2012:

Overraskelse, undren og ærgrelse. Kun 30 børn med psykiske lidelser er i tredje kvartal af sidste år blevet henvist til private behandlingsmuligheder. Det er 81 pct. færre end i 2011’s første kvartal. Privathospitalerne forstår ikke udviklingen i behandlingen af psykisk syge patienter. Vedvarende, lange ventelister kombineret med et brat stop af henvisninger fra de offentlige hospitaler giver ikke mening for formanden for Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker, Bent Wulff Jacobsen. Foreningen har fem klinikker, der har kontrakt med Danske Regioner om behandling af psykisk syge. »Det afgørende er, at hvis personer har lidelser, som kræver, at de får en behandling, så bør de blive henvist til os, når nu vi ikke har ventelister. Det er jo trist, at patienterne skal vente,« siger Bent Wulff Jacobsen.
De få henvisninger af både børn og voksne fortæller om en dårlig udvikling fra 1. til 3. kvartal i 2011. Det mener Bent Wulff Jacobsen. »Hvis det er fordi, at færre har behov for psykiatrisk behandling, er det lykkeligt, men det er det nok ikke. Der er af en eller anden grund færre patienter, der bliver omdirigeret, og det er trist, for det kan kun betyde, at patienterne må vente længere. Det er en svag befolkningsgruppe med psykiske lidelser, og det gør udviklingen alarmerende,« mener han.¨


Behandlingsgaranti

Der er en behandlingsgaranti for psykisk syge voksne. Efter to måneders ventetid er der frit valg af behandlingssted hos de private steder, som har en aftale med Danske Regioner. Patienterne skal henvises til de alternative behandlingssteder. Garantien gælder i nogen udstrækning også for børn, der dog kun kan udnytte garantien, hvis en læge vurderer, at barnet bliver mere sygt af at vente i længere tid end to måneder. Derfor bekymrer de manglende henvisninger generalsekretæren i foreningen for pårørende til psykisk syge, Bedre Psykiatri, Thorstein Theilgaard: »Det er grundlæggende hul i hovedet. Det er en fuldstændig uforståelig udvikling, når vi ved, at ventelister på psykiatriområdet bare gør folk sygere. Ikke mindst når vi taler om børn og unge, for der gælder det om, at man sætter hurtigst muligt ind med den rigtige behandling, frem for at børnene rådner op på en venteliste.«

Thorstein Theilgaard forklarer, at de pårørende ofte er vrede over den manglende information. En undersøgelse fra 2011 fra Bedre Psykiatri viser, at 74 pct. af forældrene føler, at de ikke har fået nok information om behandlingsgarantien. »Det er et overraskende og stort tal. Når tallet er så massivt, er det et udtryk for, at det er noget, der ikke bliver gjort godt nok,« siger Thorstein Theilgaard.

Formanden for Danske Regioners Social- og Psykiatriudvalg, Flemming Stenild (SF), vurderer, at der er flere årsager til, at antallet af henvisninger er faldet så markant. At de fleste private tilbud er i hovedstadsområdet og at mange hellere vil behandles i det offentlige, er de vigtigste faktorer, mener han.
Oplysning om tilbuddet »Jeg kan ikke forestille mig, at man i regionerne ikke gør opmærksom på det frie valg, og jeg tror, det er fordi, folk måske ikke vil bevæge sig så langt, at vi ser disse tal. Men det vil være dumt af mig at afvise, at der mangler oplysning om behandlingen. Man skal i regionerne huske at oplyse om tilbuddet tidligt, så det fremstår som et reelt tilbud,« forklarer han.

Privathospitalerne mener ikke, at det er udbuddet, der fejler noget. Bent Wulff Jacobsen er klar til at udvide mod vest, hvis efterspørgslen opstår. »Vores klinikker kunne sagtens udvides til resten af landet, hvis der vel at mærke kom nogle patienter fra regionerne. Så det hele afhænger af, at regionerne går i dialog med os og står klar til at løse problemet. Så vil vi gerne bidrage.«

Af Nikolaj Albrechtsen, Jyllandsposten

Medlemslogin


Kommende arrangementer

  • Ingen begivenheder.

Tilmelding til nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

BPK
-
Børsen
- 1217 København K
- T:
+45 3374 6000
- F:
+45 3374 6080
- E: