Privathospitalerne efterlyser respekt og samarbejde
Samarbejdet mellem de private sygehuse og det offentlige sundhedsvæsen fungerer godt på de overordnede linjer, men den private sygehussektor savner mere respekt om fagligheden. Det viser en ny rundspørge blandt medlemmerne i Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK) under Dansk Erhverv.
Trods samme faglige baggrund og de samme regler, oplever ledelserne i Danmarks private hospitaler ikke, at deres kolleger i det offentlige har respekt for hverken faglighed eller virksomhedsdrift. Det viser en rundspørge blandt medlemmer i BPK under Dansk Erhverv.
”Jeg ved ikke, om det er fordi, vi er lillebroren i forholdet, eller fordi vi er private, at vi bliver set skævt til, men det er bekymrende, at ¾ af vores medlemmer oplever, at samarbejdet med de offentlige sygehuse er præget af mangel på respekt og anerkendelse. Vi har faktisk et glimrende samarbejde med Danske Regioner, men så snart vi kommer ned på sygehusniveau halter det, selvom vi rigtig gerne vil indgå i formaliserede samarbejder,” siger Bent Wulff Jakobsen, formand for BPK.
Rundspørgen viser desuden, at mere end ni ud af ti privathospitaler ikke mener, at de offentlige sygehuse ser de private hospitaler og klinikker som en ligeværdig samarbejdspartner.
Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv er ikke overrasket, men alligevel forstemt over resultatet af undersøgelsen:
”Det er en helt særlig situation, der gør sig gældende i sygehussektoren. For selv om de private hospitaler og klinikker jo overhovedet ikke er direkte konkurrenter til de offentlige sygehuse, bliver de opfattet sådan, og det har tydeligvis negativ indflydelse på samarbejdsklimaet. Det kan jo undre, for ofte er det de samme læger, der arbejder begge steder, og hvordan en højt anset kirurg bliver dårligere af at arbejde i sin egen klinik er ikke til at forstå,” siger Morten Brustad, markedsdirektør i Dansk Erhverv.
Mere samarbejde skal udrydde fordomme
Dansk Erhverv forslår derfor, at det offentlige sygehusvæsen tager imod de private hospitalers udstrakte hånd og opprioriterer samarbejdet med de private hospitaler.
”Når det private og offentlige ikke samarbejder ordentligt, går det ud over patienterne. Det kan vi se i København, hvor psykisk syge står på lange ventelister uden at blive henvist til de private sygehuse, der står parate til at behandle patienterne. Det er en skam, at modvilje og manglende samarbejde skal stille sig i vejen for, at alvorligt syge mennesker kan få den behandling, de har krav på. Det gælder om at få udryddet fordommene hurtigst muligt og komme i gang med at skabe et dansk sundhedsvæsen, hvor der både er plads til det offentlige og det private,” siger Morten Brustad.
De private hospitaler og klinikker omsætter for ca. 1,8 milliarder kroner om året – svarende til ca. to procent af det samlede danske sundhedsbudget.