Privathospitaler er ikke overbetalte
Den 19. juli bringer Jyllands-Posten et debatindlæg af Bent Wulff Jakobsen, Formand for Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker, BPK. Debatindlægget behandler myten om overbetalte privathospitaler.
Overbetalte privathospitaler, der skovler penge ind. Det billede står klart på nethinden hos rigtigt mange. Men er der så noget om snakken? Lever privathospitalerne fedt på de takster, de får for at udføre operationer med store overskud til følge? Nej, tværtimod. I stedet ser vi lige nu privathospitaler, der lukker eller fusionerer på grund af røde tal på bundlinjen.
Mange privathospitaler landet over har nået smertegrænsen og fremviser lige nu store underskud. Sammenlagt har ti af de største privathospitaler i Danmark i 2009 haft et underskud på lidt mere end 28 mio. kr. Det viser en analyse, som brancheforeningen netop har udarbejdet.
Årsagen til de kedelige årsresultater er først og fremmest markante reduktioner i taksterne. Det betyder, at privathospitalerne i dag udfører behandlinger til 80 pct. af, hvad, tilsvarende behandlinger koster at udføre på de offentlige sygehuse. At udlægge det som overbetaling kræver vist en livlig fantasi. Faktum er, at hver gang, der bruges 100 kr. på en behandling på et offentligt sygehus, kan en tilsvarende behandling udføres for 80 kr. i det private.
Men røde tal skal ikke få privathospitalerne til at hænge med hovedet. For der er brug for privathospitaler herhjemme. Vi bidrager til, at alle danskere er sikret behandling af høj kvalitet. Vi uddanner sundhedsfagligt personale og udvikler nye behandlingsformer, der hjælper patienterne. Og som branche arbejder vi for at tilbyde behandling inden for flere områder end i dag.
Vi vil gerne hjælpe både psykiatriske patienter og medicinske patienter, der i dag venter på undersøgelse og behandling i det offentlige sygehusvæsen. Og vi vil frem for alt gerne have et tættere og stærkere samarbejde med det offentlige sundhedsvæsen, så danskerne bliver tilbudt den bedste behandling. Som branche kan vi naturligvis kun ærgre os over, at regnskaberne ser ud, som de nu engang gør. Men forhåbentlig kan de røde tal så være med til at aflive myten om, at privathospitalerne er overbetalte. Det er ganske enkelt uden hold i virkeligheden.
Loading...