Sundhedsforsikringer
Sundhedsforsikringer er et godt og værdifuldt bidrag til finansiering af det danske sundhedsvæsen. Beregninger fra Copenhagen Economics viser, at de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer årligt bidrager med over 300 mio. kr. til samfundets sundhedsudgifter, når der er taget højde for virksomhedernes skattefradrag. Heri er ikke medregnet besparelser på sygedagpenge m.v.
Sygefravær koster årligt Danmark mere end 37 mia. kr. Det svarer til, at ca. 150.000 personer bliver væk fra deres arbejdsplads et helt år. Sundhedsforsikringer er en gevinst for samfundet i form af besparelser på sygedagpenge, da forsikringerne får patienter hurtigt i behandling og dermed hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet. Sundhedsforsikringerne betaler for behandlinger, som ellers skulle være sket for offentlig regning. Sundhedsforsikringer er således ikke kun et attraktivt frynsegode for medarbejderne, men også et vigtigt redskab for arbejdsgiveren og dermed for samfundet som helhed.
JP marts, 2008:
“Der har aldrig været mere fri og lige adgang end i øjeblikket, hvor alle kan få behandling inden for en måned. Nogle har som supplement en sundhedsforsikring, fordi de og deres arbejdsgiver gerne vil endnu hurtigere i behandling og tilbage til arbejdet. Det generer jo ikke andre – tværtimod giver det bedre plads i det offentlige sygehusvæsen”, sagde daværende formand for SPPD Nis Alstrup
Stigningen i antallet af sundhedsforsikringer skyldes blandt andet den skattefritagelse for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, som Folketinget indførte i 2002. Med denne ordning blev det et krav for at opnå skattefordelen, at samtlige medarbejdere i virksomheden er omfattet af forsikringsordningen. På den måde er sundhedsforsikringer blevet tilgængelige for en langt bredere del af befolkningen end tidligere, hvor disse primært var forbeholdt topledere og højt uddannede.
Magasinet Lederne, maj 2008:
“Skattefriheden giver virksomhederne et øget incitament til at fokusere på sundhed. Og jeg synes, at det er alle tiders, hvis virksomhederne tager mere ansvar for medarbejdernes sundhed, hvad enten det skyldes rekrutteringssituationen eller bare almindelig omtanke”, sagde davæende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen. Læs mere i artiklen hos Lederne.
Primo 2009 er ca. en million danskere omfattet af en sundhedsforsikring, hvoraf langt de fleste er arbejdsgiverbetalte. En rundspørge blandt 3F’s tillidsfolk viser, at mere end hver anden 3F arbejdsplads har en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring.
En rundspørge foretaget af Epinion Capacent for HK/kommunal viser, at hver anden HK ansat i kommuner og regioner gerne vil have tilbudt en sundhedsforsikring af deres arbejdsgiver.