Moms på kosmetiske operationer
Skat bad i foråret BPK om at levere input til en ny praksis på moms på kosmetiske operationer. Hidtil har praksis været at fritage alle former for operationer for moms, men et nyt EU-direktiv tvinger Skat til at revidere den hidtil anvendte grænse for momsfritagelse – uden at momsloven af den grund ændres. Skat har i løbet af juli måned haft lejlighed til at se BPK’s første input og hermed går momssagen nu ind i en kort høringsfase.
Se BPK’s oprindelige input her
Både BPK og Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi, DSKP, er i den forløbne uge atter blevet hørt i sagen, og fra BPK’s side kan vi melde om stor samarbejdsvillighed og lydhørhed fra Skats side. Skat er meget opmærksom på at det reviderede styresignal skal være nemt at forstå og medføre så lidt administration for privathospitalerne som overhovedet muligt. Det er positivt.
Det store spørgsmål er således, hvor grænsen skal trækkes mellem hvad man kan kalde primært skønheds-/velværemæssige indgreb der ifølge Skats opfattelse skal momspålægges og behandlinger med baggrund i en terapeutisk (dvs. medicinsk, psykisk eller funktionel) indikation, som Skat mener, kan momsfritages.
Det forventes at det nye styresignal træder i kraft pr. den 1. januar 2010.
Loading...