Danskerne er åbne for øget brug af privathospitaler
På jp.dk kan man i dag d. 14. februar 2012 læse om en undersøgelse foretaget af Interresearch for Dansk Erhverv, der viser, at 72% af danskerne, på tværs af de politiske partier, er åbne for at det offentlige skal benytte privathospitaler mere, hvis samfundet dermed kan spare penge.
Selv Enhedslistens og SF’s vælgere er overvejende positive, og det tager Dansk Erhverv og Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker, som et udtryk for, at danskerne har et pragmatisk syn på sundhedsvæsnet.
”Undersøgelsen viser jo med al tydelighed, at et overfældende flertal af danskerne er åbne for at benytte de private hospitaler mere. De er grundlæggende ligeglade med, hvad der står på skiltet, når de træder ind ad fordøren på et hospital, så længe der er tale om et velintegreret sundhedsvæsen for alle, der giver hurtige og billige behandlinger med høj patienttilfredshed,” siger sekretariatschef i Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK), Naomi Pagh Abudi.
”Derfor skal der herfra lyde en opfordring til regeringen: Danskerne har talt – tiden er inde til at diskutere, hvem der gør hvad bedst og billigst, så Danmark samlet set kan få mere sundhed for pengene,” siger hun.
”Hver gang en patient henvises til et privat hospital, spares der tusindvis af kroner, som kan bruges et andet sted i sundhedsvæsnet. Den økonomiske situation i Danmark kræver, at vi har et effektivt sundhedsvæsen – og danskerne har for længst indset, at landets sundhedsvæsen er meget presset, og at vi har brug for hver en ekstra krone, der kan spares og overføres fra for eksempel en knæbehandling til en bedre og hurtigere behandling af kræft,” siger Naomi Pagh Abudi.
BPK bakkes op af Dansk Erhverv:
”Fra politisk side oplever vi ind imellem, at man af ideologiske grunde har en modvilje mod private leverandører i sundhedsvæsnet. Men den holdning finder ikke opbakning i befolkningen, som ret entydigt mener, at det offentlige bør bruge private behandlere, når de er billigere end de offentlige, men leverer samme kvalitet,” siger chef for offentlig-privat samarbejde i Dansk Erhverv, Jakob Scharff.
”Danskerne har altså et pragmatisk syn på sundhedssektoren og vil egentlig bare gerne have den bedst mulige behandling til den laveste pris, og det kan vi selvfølgelig kun støtte. De private hospitaler behandler i dag til 80 procent af den offentlige DRG-takst og er dermed 20 procent billigere end de offentlige hospitaler, så der er god grund til at benytte dem,” siger han.
For yderligere oplysninger kontakt chef for offentlig-privat samarbejde i Dansk Erhverv, Jakob Scharff på tlf. 23292191 eller jsc@danskerhverv.dk.
Eller sekretariatschef i Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker, Naomi Pagh Abudi på tlf. 41316005 eller npa@danskerhverv.dk.